ZONEKLINIKKEN Naturligt Velvære

Hvordan foregår de forskellige behandlinger på Zoneklinikken?

Den første gang du kommer til behandling på klinikken, uanset hvilken behandling du skal have, vil jeg altid køre et hurtigt spørgeskema igennem med dig, hvor jeg spørger lidt ind til dig og dine eventuelle problematikker, samt notere mig hvilken medicin og kosttilskud du evt. tager.
Jeg vil også spørge til, hvad dine ønsker og formål med behandlingen er.
På den måde kan jeg designe og sammensætte den helt rigtige behandling eller behandlinger til dig, tage hensyn, samt have fokus på dine problemområder, hvad enten det drejer sig om zoneterapi, ansigtszoneterapi, massage, healing eller kombi-behandlinger.

Jeg sætter altid lidt ekstra tid af den første gang du besøger klinikken, men det går ikke ud over selve behandlingstidens længde! - Husk, dine oplysninger vil naturligvis blive opbevaret fortroligt, i henhold til persondataloven.

Hvordan foregår en zoneterapibehandling?

Inden zoneterapibehandlingen rigtigt begynder, vil dine fødder blive aftørret let, så fødderne efterfølgende bliver klar til at modtage den blødgørende creme eller olie.

Jeg er af den opfattelse, at der skal være fokus på så meget behandlingstid som muligt, i den tid man som klient er på klinikken. Behandlingstiden skal udnyttes effektivt!
Du får derfor ikke fodbad inden selve behandlingen påbegyndes, da den tid der skulle bruges på dette, ville gå fra din faktiske behandlingstid, og jeg ved, at din tid er kostbar!

De olier og cremer Jeg bruger under behandlingen, er naturligvis altid så ”rene” som muligt, og oftest økologiske.

Under behandlingen, er det vigtigt, at du ligger så behageligt som muligt, så du får mulighed for rigtigt at slappe af mens zoneterapien udføres.
Du vil få et let tæppe over dig imens du modtager behandling, og til lyden af stille, afstressende musik, får du hjælp til at komme helt ned i gear. Ønsker du ikke musik, så siger du blot til inden vi går i gang.

Mange kommer i en meditativ tilstand under behandlingen, hvilket er helt normalt! Så giv blot slip, og lad kroppen få den dybe ro under behandlingen.
Når behandlingen slutter, bliver dine fødder aftørret, og du får lidt vand at drikke.
Jeg fortæller efterfølgende hurtigt hvad jeg har ”fundet” eller mærket af eventuelle ubalancer, og hvilke zoner jeg har arbejdet særligt på.
Husk at drikke rigeligt med vand resten af dagen, og i dagene efter behandlingen!
Dette, for at få skyllet de affaldsstoffer ud af kroppen, som frigøres fra kroppens væv, under og efter behandlingen.

Hvad er zoneterapi?

Zoneterapi er en alternativ behandlingsform, som bruges til at fremme helbredet og give velvære.

Indenfor zoneterapien arbejder man ud fra den viden om, at alle mennesker har reflekspunkter eller zoner på bl.a. fødderne, hvor hver zone har forbindelse til et specifikt organ, eller en specifik kropsdel. Mange af zonerne er forbundet til meridianer, som er præcis de samme meridianer, som man bruger og arbejder ud fra, indenfor akupunktur.

Med tiden, eller under særlige omstændigheder, traumer, sygdom, sorg osv, kan energien i disse energibaner og meridianer blive blokeret. Energien i den energibane der er blokeret, vil med tiden resultere i en ubalance i det respektive organ eller kropsdel hvor blokeringen i flowet har ”sat sig”. Fortsætter ubalancen uforløst, vil denne ubalance hen ad vejen kunne give sig udslag i symptomer af forskellig art.

Ved tryk eller massage på problemzonerne (som oftest er ømme) kan blokeringerne i de tilhørende energibaner ophæves, og efterfølgende vil energien igen flyde bedre i kroppens væv og organer, og dermed genskabes der et bedre flow, og energien i kroppen forøges. Dette resultat vil mærkes som et alment forøget velvære.

Symptomer og skavanker kan også stamme fra eventuelle mangelsymptomer og underskud af vitaminer og/eller mineraler, så det er også godt at have fokus på dette, også som klient.

Hele ”samarbejdet mellem organerne” styrkes generelt, når alle zoner og punkter under fødderne bliver stimuleret, og formålet med zoneterapi er netop, at genskabe eller vedligeholde en naturlig balance og styrke, som dermed gavner immunforsvaret og gør kroppen bedre i stand til at helbrede sig selv.

Når kroppens respektive organer har den energiforsyning de skal bruge, jo bedre bliver den også til at skrue op for de udrensende og helbredende processer. Alt sammen noget der skaber et velvære og en optimeret tilstand i kroppen.

Hvor stammer zoneterapien fra?

Viden om Zoneterapi er gået i arv gennem århundreder. Præcis hvilket land der er ophavsland for denne behandlingsform, står lidt hen i det uvisse. Men man ved, at zoneterapi er blevet brugt i Egypten 2000-2500 før vor tidsregning, og behandlingsformen kan også spores tilbage til Kina og Indien.
Den vestlige verden fik først kendskab til zoneterapi, i begyndelsen af 1900-tallet, hvor en amerikansk øre-næse-halslæge, Dr. William Fitzgerald, som den første, fik udbredt kendskabet til zoneterapi i USA. Dr. William Fitzgerald er derfor kendt af mange, som zoneterapiens fader.

Senere arbejdede amerikanske Eunice Ingham, - som var uddannet sygeplejerske og fysioterapeut, - videre med zoneterapi-konceptet, og fik beskrevet og kortlagt hvilke konkrete zoner under fødderne, der præsenterede de respektive organer og væv. Det er Eunice Inghams zoneopdeling, som de fleste zoneterapeuter i dag stadig arbejder ud fra, selvom zonerne siden hen, er blevet justeret lidt i størrelse og beliggenhed.
Eunice Ingham bliver ofte betegnet som zoneterapiens moder.
Den svenske, nu afdøde reflexologist, Karl Axel Lind, har i vor tid også arbejdet videre med zoneterapien, i form af udviklingen af en full-body-reflexology- metode, hvor han har kortlagt reflekszoner over hele kroppen. Systemet er en del anderledes og man arbejder ud fra nogle alternative zoner.

I løbet af 1970’erne startede udbredelsen af kendskab til zoneterapi stille og roligt her i Danmark.
I starten var zoneterapibehandlinger her i landet ikke specielt anerkendt, og behandlingsformen var ikke udbredt på samme måde som i dag. Det var for mange en form for ”hokus pokus”-terapi, og var kendt som en terapiform, som specielt kvinder begyndte at interessere sig for. Man kunne læse sig til hvad zoneterapi gik ud på, og købe enkelte meget simple bøger, hvor føddernes zoner var aftegnet, og således kunne man selv gå i krig med at behandle sig selv og familien derhjemme, dog uden at få den dybere forståelse af zoneterapien og dens teknikker, samt den nødvendige brede viden om kroppens anatomi, fysiologi, sygdomslære som man opnår under uddannelsen til zoneterapeut.
Tilbage i 70’erne eksisterede der ikke skoler hvor man kunne uddanne sig til zoneterapeut, men der er heldigvis sket meget siden da!

I 1981 så den første zoneterapiskole i Danmark dagens lys. Nu var der pludselig mulighed for at tage en uddannelse til zoneterapeut, og få den viden og kunnen der skulle til, for at kunne give en professionel og virksom behandling.
Kendskabet til zoneterapien blev, fra 1980’erne af, således mere og mere udbredt.
Man kunne pludselig høre folk, der berettede om de gode resultater og forbedringer de havde oplevet på egen krop, efter at have modtaget zoneterapi.
Som årene er gået, er zoneterapi i dag en udbredt og populær alternativ behandlingsmetode, som stadig flere og flere nyder godt af.
Et stort skridt på vejen til anerkendelsen af behandlingsformen i dag, skyldes formodentligt ikke blot beretningen og erfaringen med den gode effekt zoneterapi har, men ikke mindst, at man med tiden har fået RAB-certificeringen på banen. RAB er en beskyttet titel, som sikrer klienterne, at den RAB-zoneterapeut de får behandling hos, opfylder særlige kvalitetskrav.
Denne registrering, har højst sandsynligt været med til at gøre faget mere anerkendt og respekteret, i takt med, at man nu igennem flere år, har kunne få økonomisk tilskud fra Sygeforsikringen ”danmark”, og nu også de fra fleste sundhedsforsikringer, når man går til en RAB-zoneterapeut.

Hvad kan behandles med zoneterapi, og hvor mange behandlinger skal der til?

Igennem mine mange år som behandler, har jeg haft erfaring med at kunne hjælpe mange klienter.
Især har jeg haft gode resultater med at afhjælpe og lindre symptomer i forbindelse med hormonelle ubalancer, som bl.a. kan vise sig som menstruationssmerter og uregelmæssige menstruationer, hovedpine, symptomer af forskellig art i forbindelse med overgangsalderen, hede/svedeture, lettere stofskifteproblematikker, uro i benene (Restless legs syndrom),smerter og problemer i muskler og i bevægeapparatet generelt, søvnproblemer, fordøjelsesproblemer, kronisk træthed, lettere forhøjet blodtryk, luftvejsproblematikker så som Astma, allergi, periodevis dårligt immunsystem (fx tilbagevendende forkølelser eller andre tilbagevendende infektioner, fx blærebetændelser og bi/pandehulebetændelse), stresssymptomer, inflammatoriske tilstande, væskeophobning i kroppen og meget andet.

Det er meget individuelt hvor mange behandlinger der skal til, før man er kommet i bund med sin problematik. Jo længere tid man har gået med et problem/symptom eller lidelse, jo flere behandlinger skal der til, for at komme problematikken til livs, og få løst rigtigt op.
Sådan er det med de fleste behandlingsmetoder. Jeg plejer at sige til mine klienter, at hvis man ikke har mærket nogen former for ændring efter 5 behandlinger, så er der højst sandsynligt ”noget andet” der skal kigges på og tages hånd om sideløbende, før bedringen i behandlingerne begynder at kunne mærkes.
Det kunne f.eks. være, at man som klient måske skal have kigget på sin kost; Er der mon nogle intolerancer på spil? Er man dækket ind med vitaminer, mineraler osv?
Eller der kan være nogle psykiske problematikker, som i det daglige påvirker og fremmer symptomerne, fx stress eller mistrivsel i hverdagen.
Alder kan også spille ind. Ofte er det sådan, at jo ældre man er, jo flere behandlinger skal der også oftest til, før kroppen føles i positiv forandring. Men dette er kun en generalisering, og kan være meget individuelt fra klient til klient.
At man ikke mærker en klar bedring efter 5 gange, betyder ikke, at zoneterapibehandlingerne ikke har været gavnlige, og ikke har påbegyndt en gunstig proces, men betyder oftest blot, at det tager længere at komme ind til de lag, hvor klienten kan mærke en forskel. De fleste mærker dog, at der sker noget positivt allerede efter de første par gange. Og her er det er naturligvis også vigtigt med intervallerne i behandlingerne!
Har man en konkret problematik man vil have gjort noget ved, så er 1-2 gange om ugen ideelt, alt efter hvordan man reagerer. Ofte kan én gang om ugen være tilstrækkeligt i opstartsfasen. Men man må se hvordan man reagerer, og hvordan kroppen responderer på behandlingen fra gang til gang, og så tage den derfra.

Kan der opstå bivirkninger ved zoneterapi?

Zoneterapi er en meget sikker behandlingsmetode. Nogle mennesker kan imidlertid opleve eventuelle forbigående lettere ufarlige reaktioner efter, - eller under behandlingen.
Bivirkningerne er ikke tegn på forværring af kroppens tilstand, men derimod en indikation og reaktion på, at kroppen har sat gang i en udrensning, eller er startet en ”reparations-fase”, om man vil. Der afgives affaldsstoffer fra kroppens væv under en behandling, og derfor er det vigtigt at få drukket meget vand lige efter behandlingen og i dagene efter, så affaldsstofferne kan få hjælp til at blive renset ud af kroppen.
Gamle skavanker eller tidligere symptomer kan efter behandlingen dukke op til overfladen kortvarigt. Disse bivirkninger varer typisk ca. en dag eller max to dage. Det er tegn på at kroppen arbejder positivt på at komme tilbage i balance. Kroppen er i gang med at ”rense ud” i systemet.
Hvis du skulle opleve bivirkninger, så viser de sig oftest efter den første eller de første par behandlinger, hvorefter de allerfleste oplever, at de efter lidt flere behandlinger, blot mærker en bedre og bedre energi efter hver behandling de modtager. Hvis man er sensitiv, kan man under og/ eller lige efter behandlingen nogle gange fornemme en form for behagelig ”snurren” i kroppen. Dette er et rigtig godt tegn og bevis på, at energien i kroppen arbejder.
Nogle oplever hovedpine efterfølgende, hvilket er et typisk udrensningssymptom (husk at drikke rigeligt med vand efter behandlingen, da det ofte fjerner hovedpinen) Mange oplever en behagelig træthed efter de har modtaget behandling, og kan opleve at deres søvn bliver ekstra dyb, den dag de har modtaget behandling.
Det er meget forskelligt hvordan den enkelte klient oplever eftervirkninger. Men det er vigtigt at huske, at disse eftervirkninger/bivirkninger som nogle klienter oplever, ikke skal opleves som noget negativt. Og omvendt! Mærker du ikke udrensningssymptomer betyder det ikke, at behandlingen ikke har haft god effekt alligevel.

Jo længere tid der er gået siden sidst man fik behandling, jo flere affaldsstoffer har kroppen kunne nå at akkumulere, så hvis dette er tilfældet, så er der en lidt større risiko for at man vil opleve eventuelle udrensningssymptomer. Derfor er det ekstra vigtigt at få drukket rigeligt med vand efter behandlingen og i dagene efter, så symptomerne, og risikoen for fx hovedpine mindskes.

Hvordan foregår ansigtszoneterapi?

Du ligger på briksen med et let tæppe over dig. Inden selve ansigtszoneterapien starter, får du først renset dit ansigt let med en økologisk skintonic, så din hud bliver klar til at modtage den lette lækre økologiske hybenkerneolie som jeg har valgt at bruge under alle mine ansigtszoneterapi-behandlinger.
Mit valg faldt på Hybenkerneolien, da den, udover at have en lækker konsistens der er nem at arbejde med, også er en olie der er særligt rig på A- og C-vitamin, og desuden også indeholder Omega-3 og omega-6 fedtsyrer. Vitaminindholdet stimulerer hudens produktion af collagen og spændstighed, og fedtsyrerne blødgør, fugter og styrker huden. Og disse fordele kan man jo lige så godt drage nytte af, som en ”ekstra bonus”.

Udover oliens fortræffelige egenskaber, så har olien en lækker og mild naturlig duft, som de fleste kan lide.
Alle dine ansigtszoner og ansigtsmuskler vil blive behandlet og arbejdet behageligt igennem med teknikker og tryk, suppleret med meget rolige strøg. Der indgår også et par teknikker fra japansk lifting i denne behandling. Lider du af evt. kæbespændinger kan denne behandling også hjælpe med til at løsne disse.
Behandlingen virker meget afstressende da den beroliger nervesystemet, og får dine ansigtsmuskler til af afspænde og slappe af. Men ellers er effekten af behandlingen stort set den samme som ved fodzoneterapien. Når behandlingen er færdig, vil dit ansigt igen blive aftørret let, og du får lidt vand at drikke.
- Omstændighederne under ansigtszoneterapi er de samme som ved fodzoneterapi.

Hvad er ansigtszoneterapi, og hvordan virker behandlingen?

Ansigtszoneterapi er baseret på principperne fra den traditionelle fodzoneterapi.
I ansigtet findes, ligesom under fødderne, respektive zoner der repræsenterer kroppens organer og væv. Disse zoner bliver ved ansigtszoneterapi stimuleret, og resulterer i en gunstig påvirkning i kroppen. Organerne vil så at sige blive styrket, til at arbejde og samarbejde mere optimalt, og dermed øge velværet.
Ved ansigtszoneterapi er virkemåderne de samme som ved fodzoneterapien.
Ansigtszoneterapien er dog mildere i de tryk og teknikker der bliver brugt, men de samme zoner som vi finder under fødderne, findes stort set også i ansigtet.
En ”bonus” til ansigtszoneterapien er, at behandlingen også er virkelig god til at forbedre hudens tilstand, og på naturlig vis holde ansigtshuden flot og give glød til ansigtet på naturlig vis. Behandlingen er ydermere også god til at dræne væskeophobninger i ansigtet og/ eller omkring øjnene.

Hvordan foregår en massagebehandling på zoneklinikken?

Du ligger på behandlerbriksen iført underbukser, pakket ind i lagen og håndklæde, så de steder der ikke behandles, er dækket til. Det er vigtigt du ligger så behageligt som muligt.
massagen foregår til lyden af stille og afslappende musik, og ønsker du ikke musik, så siger du blot til inden behandlingen starter.
Det sker ikke sjældent, at mange kommer i en slags meditativ tilstand, mens behandlingen foregår, hvilket er helt normalt! Man behøver ikke at kæmpe imod, men kan blot give slip, og lade kroppen få den dybe ro den kalder på.
Massagen foregår med rolige strøg og bevægelser, så kroppen ikke stresses under behandlingen.
Det skal være en behagelig oplevelse at modtage massage, og man må gerne opleve at der bliver taget fat og arbejdet på problemområderne, så længe der er tale om en behagelig ømhed, så at sige. Ømheden skal ikke gå over i smerte, da musklerne ellers vil spænde yderligere op, hvilket vil modarbejde behandlingen, og meningen med massagen er jo netop at løsne op og skabe flow.
Når behandlingen slutter, bliver de behandlede områder aftørret, og du får lidt vand at drikke.
Husk at drikke rigeligt med vand resten af dagen, og i dagene efter behandlingen!
Dette, for at få skyllet de affaldsstoffer ud af kroppen, som frigøres fra kroppens væv, under og efter behandlingen.

De olier og cremer Jeg bruger under behandlingen, er naturligvis altid ”rene” olier og cremer uden hormonforstyrrende stoffer.

Hvad er fysiurgisk massage?

Massage er en terapeutisk praksis, der indebærer let manipulation af kroppens bløde væv for at fremme afslapning, lindre muskelspændinger, øge blodcirkulationen, dræne væske og forbedre kroppens generelle velvære.
Massagen udføres ved hjælp af forskellige teknikker, der både kan reducere stress, lindre smerter og ømhed og forbedre smidigheden i bevægelsesområderne. Massage kan også fremme hurtigere healing efter skader.
Massage forbedrer blodcirkulationen, som transporterer næringsstoffer og ilt ud til kroppens celler. Samtidig føres affaldsstoffer med blodet væk fra cellerne.

Hvor stammer massagebehandlinger fra?

Massage har en lang historie, der ligesom zoneterapi, strækker sig over flere tusinde år. Man ved heller ikke helt præcist, hvor i verden denne terapiform opstod, men man mener, at den har sine rødder i forskellige kulturer rundt omkring i verden.

I form af hieroglyffer og papyrusruller har man dokumentation for, at massage blev praktiseret i oldtidens Egypten, hvor den også dengang blev brugt til at lindre og forbedre kroppens funktioner.
I Indien har massagen været en integreret del af Ayurveda, som er et gammelt holistisk sundhedsfremmende system. De Ayurvediske principper menes at gå længere end 5000 år tilbage.
Dengang brugte man, ligesom i dag, Ayurdedisk massage for at bringe harmoni og balance i både krop, sind og ånd.

Massage er i dag en bredt anerkendt og udbredt praksis, som bruges over hele verden. Der er mange forskellige massageformer og teknikker, men alle anvendes til at fremme afslapning, lindre smerter, give velvære, give et godt flow i kroppens energi, samt til at afstresse og forbedre kroppens tilstand og smidighed.

Er der eftervirkninger/bivirkninger ved massage?

Der kan opstå mange af de samme eftervirkninger, som vi kender fra zoneterapibehandlinger, da der også under denne terapiform vil blive afgivet affaldsstoffer fra kroppens væv, og der vil ligeledes ske en fordampning af kroppens væske.
Vær derfor også her obs på din væskebalance (OG din salt/elektrolyt-balance). Og husk derfor især at drik godt med vand efterfølgende og i dagene efter.

Hvordan foregår en Reiki-healing på zoneklinikken?

Under en Reikihealing, vil du lige på briksen, fuldt påklædt, evt. med et tæppe omkring dig. Du vil starte med at ligge på ryggen, hvor du vil modtage Reiki, ved at jeg stille og roligt starter med et særligt åbningsritual for at åbne op for den kanal med Reiki der skal strømme til dig under healingen. Herefter lægger mine hænder systematisk på kroppen, i en særlig rækkefølge.
Du skal som klient ikke tænke på andet, end at slappe godt af imens. Jeg kanaliserer den Reiki du har brug for!
Når det er tid, vender du dig, så du ligger på maven, og Reiki-healingen vil fortsætte systematisk på bagsiden af din krop.
De allerfleste gange vil man under en healing opleve at komme ned i en behagelig meditationstilstand.
Hvis man er sensitiv, vil man under healingen nogle gange selv kunne opleve at ”få beskeder”, eller få en eller anden form for afklaring eller forståelse, som kan resultere i, at man måske under healingen kommer frem til en løsning på en problemstilling. Men det er meget forskelligt hvordan en Reiki-healing opleves. Den fælles oplevelse som de fleste er enige om er, at en Reiki-healing virker utroligt afslappende og meditativ.
Nogle oplever en følelse af at blive ladet op med god energi, uden der sker så meget andet.
En del oplever at se farver og/eller billeder under healingen, som de ikke helt ved hvad betyder, men som de føler bærer noget positivt med sig. Jeg kommunikerer ikke under healingen, da jeg fokuserer på at kanalisere energien til din krop. Jeg viderebringer ikke eventuelle budskaber ”udefra” under en healing, da mit fokus går på selve healingen.
Når healingen er slut, vil du komme til dig selv igen stille og roligt, og du får et glas vand at slutte af på. Har du haft en særlig oplevelse under healingen lytter jeg gerne, men tolker aldrig på de oplevelser mine klienter har. Det er ofte hos dem selv svaret ligger.

Hvor stammer Reiki-healing fra?

Meget kort fortalt, så stammer Reikihealing oprindeligt fra Japan, og ordet Reiki betyder universel livsenergi.
I følge fortællingen om hvordan og hvornår Reiki opstod, siger historien, at der i starten af 1900-tallet blev født en særlig japansk dreng ved navn Mikao Usui.
Mikao Usui havde så langt han kunne huske tilbage, altid været fascineret og opslugt af, at skulle finde en forklaring på healingens mysterium!
Han ville finde kilden og sandheden ved healingens magi, og brugte derfor uendelig meget tid på at søge viden om healing, ved bl.a. at studere hellige skrifter fra alverdens religioner, hvor han især koncentrerede sig om at dykke ned i de buddhistiske skrifter.
Efter mange års studier og søgen, fik han en dag en slags guddommelig åbenbaring, med svar på healingens hemmelighed. Ved den åbenbaring og indsigt han fik om denne ”hemmelighed”, kom også evnen til at heale.
Dr. Mikao Usui underviste således i Reiki i mange år og havde egen skole og klinik i Tokyo, hvor han hjalp et utal af patienter.

På Reiki-skolen blev en af hans mest dygtige og betydningsfulde elever, Dr. Chujiro Hayashi, indviet og undervist i Reiki, således, at der ville være nogen til at bære ”hemmeligheden”, undervisningen og healings-traditionen videre, den dag hvor Dr. Mikao Usui ikke ville være i live længere.
Dr. Hayashi blev derfor også en af nøglepersonerne i fortsættelsen af udbredelsen af undervisningen og healings-traditionen.

På Dr. Hayashis klinik dukkede der på et tidspunkt en kvinde op ved navn, Hawayo Takata.
Denne kvinde skulle også vise sig at få en kæmpe betydning for udbredelsen og kendskabet til Reiki. Dengang var hun en yngre kvinde, som på det tidspunkt første gang stiftede bekendskab med Reiki, da hun opsøgte Dr. Hayashis klinik med henblik på at blive healet, da hun dengang led af alverdens skavanker og sygdomme. Hun havde søgt hjælp alle mulige steder, før hun fandt frem til Dr. Hayashis klinik, men der var ingen der før mødet med Dr. Hayashis havde kunne hjælpe hende af med de sygdomme hun slæbte rundt på.
Hun blev patient på klinikken i Tokyo, og efter hun på egen krop oplevede hvor meget hjælp hun havde fået via Reiki healing, ønskede hun selv, at blive indviet i Reikis hemmelighed, så hun kunne lære at give Reiki-healing og hjælpe andre, som hun selv havde oplevet at være blevet hjulpet.
Dr. Hayashi så hendes potentiale, og således blev hun selv uddannet og indviet, og blev en meget dygtig og anerkendt healer.
Hawayo Takata som oprindeligt var født op opvokset på Hawaii, havde efter endt uddannelse hos Dr. C. Hayashi, et ønske om at komme tilbage til Hawaii, så hun kunne oprette en Reikiskole der. Hendes gamle læremester, Dr. Hayashi, bifaldt hendes idé, og hjalp hende med at oprette Reiki-skolen i Honolulu. Dette var i året 1937.
Fra Hawaii blev Reiki-healing udbredt til USA, og senere engang i 1980’erne blev Reikihealing for første gang introduceret i Danmark, via bøger og undervisningsmateriale, primært fra Japan og USA.
Hawayo Takata var den der bragte lærdom om Reiki-healing fra Østen til Vesten, og hun nåede at indvie 22 Reiki-Mestre, inden sin bortgang tilbage i 1980.
Disse Mestre kunne så fortsætte med at viderebringe Reiki-healing og viden herom, rundt om i resten af verden, og på den måde kunne uddannelsen af nye elever og Mestre fortsætte.
Den dag i dag fortsætter udbredelsen af Dr. Usuis’ unikke system af Reiki-healing stadig...

(Kilde: Hawayo Takatas Historie, af Helen J. Haberly)

Hvad er Reiki, og hvordan virker healingen/behandlingen?

Reiki healing er en meget givende, kærlig og omsorgsfuld behandling. Reiki renser på det fysiske såvel som det psykiske plan og harmonerer enerigen mellem krop, sind og ånd. Reiki energien søger derhen, hvor modtageren har brug for den. Sagt på en anden måde: det er modtagerens eget system, der bestemmer, hvad der heales. Reiki fjerner de blokeringer kroppen måtte have, så energien i kroppen flyder bedre og nemmere.

Reiki healing er også formidling af universel kærlighed, og kærlighed er den største og stærkeste kilde til healing.
Reiki bliver kanaliseret gennem mine hænder som behandler, og flyder dermed videre i klientens krop, og hen til de steder, hvor energien mangler. Efter en Reiki-session vil hele organismen således være blevet tilført ekstra livsenergi og guddommelig kærlighed, som hjælper kroppen med igen at arbejde hen imod at komme i balance. Man bliver hel igen (deraf navnet healing). Symptomer og ubalancer vil mindskes fra gang til gang.
Reiki healing vil gavne alle der modtager healingen.

Mange klienter der fx har brug for at komme sig igen efter en operation, lider af inflammation eller betændelsestilstande i kroppen, befinder sig i en sygdoms- eller stressperiode, eller lige er kommet ud på den anden side af et længere sygdoms- eller sorg/stress-forløb, oplever, at de efter en Reiki-healing får mere mental og kropslig ro, og oplever ofte også et større overskud. Så Reiki kan bruges både til dem der har brug for at restituere, men også af dem der bare har brug for lidt selvforkælelse og et tiltrængt pusterum, hvor man får boostet kroppen.
Kræftpatienter der mangler energi og fx plages af eftervirkninger af fx kemoterapi eller strålebehandling, oplever også ofte lindring og bedring under og efter en Reiki-healing.

Kan der være bivirkninger ved at modtage Reiki?

Der er ingen ubehagelige bivirkninger ved Reiki-behandling. Du kan opleve at der kommer gang i nogle processer i din krop, og du kan opleve en indre ro og træthed i forskellige grader under og efter en Reiki-behandling. Som ved de andre behandlinger begynder din krop at arbejde på at komme i balance igen. Der kan være lidt udrensningssymptomer som vi kender det fra zoneterapi og massage, men sørger du for at få drukket nok væske før og efter en Reiki-behandling plejer der ikke, udover en behagelig træthed, eller måske en følelse af ekstra energi, alt efter hvad din krop har haft brug for, ingen bivirkninger. Når du har modtaget flere Reiki-behandlinger, så oplever de fleste en følelse af fornyet energi.

Hvad er – og hvordan foregår Zoneklinikkens signaturbehandling?

Signaturbehandlingen er Zoneklinikkens luksusbehandling! En skøn behandling for dig der ønsker en afslappende og velværegivende behandling.
Zoneklinikkens signaturbehandling er en superafstressende ”Tre i en behandling”, og er den rene selvforkælelse.
Behandlingen starter med rolig velvære-massage af ryg, skulder, nakke og lænd, efterfulgt af
blid ansigts-zoneterapi og afsluttende med afstressende og terapeutisk
fodzoneterapi. Der arbejdes i denne behandling ikke i dybden på problematikker, men du kommer ”hele vejen rundt”, og modtager det bedste fra det bedste. Det er en ”stille behandling”, så der vil kun blive talt minimalt under signaturbehandlingen.
Trænger du til at blive ”født på ny”, så er dette behandlingen du skal vælge!
Du kan Læse om hvordan behandlingerne virker og hvordan de foregår hver især, ved at klikke oppe på menubjælken, under ”Behandlinger”.

Hvad er – og hvordan foregår Zoneklinikkens kombi-behandlinger?

På prislisten ses også Zoneklinikkens forskellige kombinationsbehandlinger, hvor du kan få en kombi-behandling med fx både ansigtszoneterapi og alm. fodzoneterapi. I denne kombi-behandling åbnes der op for eventuelle blokeringer både oppefra og nedefra så at sige. Netop dét, at arbejde på kroppens zoner to steder fra, kan give et ekstra boost i behandlingens effekt.
Nogle vælger dog denne kombination, blot fordi den er yderst behagelig og afslappende at modtage.
Mange synes godt om mulighederne for at vælge en kombinationsbehandling, fordi de føler en ekstra effekt af behandlingen.
Selve kombi-behandlingerne er sammensat på en måde, så de komplimenterer hinanden, og foregår som beskrevet tidligere, blot sammensat, men hvordan de foregår kan læses ved at klikke på ”behandlinger” oppe på menubjælken.